I en sæson, hvor flere af de traditionelle tophold ikke har leveret varen, har Arsenal lignet et godt bud på en Premier League-mester, men med ti spillerunder tilbage er London-klubben ved at spille sig ud af kampen om det engelske mesterskab. For knap to uger siden leverede Arsenal en spillemæssig godkendt præstation i Champions League-opgøret mod Barcelona.

Godt nok vandt de forsvarende spanske Champions League-mestre opgøret på The Emirates i London med 2-0, men langt hen ad vejen spillede Arsene Wengers mandskab tæt på lige op med den catalanske storklub. Desværre har The Gunners ikke formået at overføre det fine spillemæssige niveau fra Champions League-opgøret mod Barcelona til Premier League, og de seneste to kampe har tilsammen givet nul point.

Først fik man prygl på Old Trafford, hvor en blot 18-årig Premier League-debutant ved navn Marcus Rashford puttede to bolde i nettet bag Petr Cech, og endnu værre gik det tidligere på ugen, da et langt fra skræmmende Swansea-mandskab forlod The Emirates med en 2-1-sejr i bagagen. Det løse krudt i Arsenals kanoner betyder, at klubben er sat voldsomt tilbage i bestræbelserne på at vinde Premier League for første gang siden 2002. Seks point er Wenger & Co. efter Leicester City på førstepladsen, mens afstanden til rækkens nummer to, Tottenham, er på tre point.

Og netop Tottenham er næste modstander.

I den tidlige lørdagskamp er der lagt op til et formidabelt derby på White Hart Lane i Nordlondon – et derby som ikke alene er et lokalopgør mellem to klubber, som, for at sige det mildt, ikke just er perlevenner, men også et opgør som kan sende Arsenal ud af mesterskabskampen, og med holdets nuværende form i baghovedet er et nyt nederlag langt fra et usandsynligt scenarie.

Et kig på bookmakernes Premier League odds til lokalopgøret viser nemlig, at The Spurs er favoritter til at løbe med sejren.

Hos bet365 får man odds 2,38 hvis hjemmeholdet snupper alle tre point, mens uafgjort og Arsenal-sejr udløser henholdsvis odds 3,40 og 3,20.

Det er altså en Wenger med ryggen mod muren før lørdagens kamp, og presset på den franske manager bliver ikke mindre af den manglende popularitet, som han i disse dage oplever fra klubbens supportere.

Fansene har igennem en årrække været utilfredse med Arsenals indkøbspolitik, og kritiseret beslutningstagerne, heriblandt Wenger, for ikke at hente de nødvendige stjernespillere til klubben, og i en sæson hvor storhold som Chelsea og Manchester City ikke har spillet op til forventet standard, har London-klubben vel aldrig haft en større chance for at vinde Premier League.

Derfor kan et nederlag lørdag få fatale konsekvenser for Monsieur Wenger, som efter 20 år som Arsenal-manager kan være fortid hos The Gunners efter denne sæson, hvis ikke mesterskabet kommer i hus.

Dommer Michael Oliver fløjter kampen på White Hart Lane i gang kl. 13.45, og set med danske briller kan vi se frem til en Christian Eriksen, der som Tottenhams midtbanedirigent meldes i absolut topform.